Afsnit 73: James Bond Podcast 15 - Octopussy
Filmpodcast For Folket - En podkast av Filmpodcast For Folket
Kategorier:
Det lyder måske fjollet og som om flere historier er blandet sammen… Og sådan er det også. James Bond går på auktion, leder efter forsvundne Faberge æg som til en anden påskefest, klæder sig ud som klovn, leger med tigre og slanger i junglen, klatrer på tog og fly og laver et listigt snigangreb med en luftballon.
På mere eller mindre elegant vis får manuskriptforfatterne både inkluderet et omfattende plot om juvelsmuglere, der bruger et cirkus som hemmeligt dække og en gal, russisk general, der vil detonere en atombombe på en amerikansk luftbase, for at få vesten til at afruste sit forsvar, så han kan rulle sine røde tanks ind i Danmark (og nogle andre, mindre strategisk vigtige lande).
Roger Moore er åbenlyst blevet for gammel til de fysiske løjer, men til gengæld forsøger han sig med en dybde i spillet, som vi kun sjældent har set fra hans side, mens Eon Productions satser på, at ingen kan genkende Maud Adams, selvom det kun er 9 år siden, at hun medvirkede i en stor rolle i en anden Bond film. Her har hun titelrollen som smuglerdronningen, Octopussy, der omgiver sig med kvindelige akrobater og ottearmede blæksprutter på sit flydende palads i Indien.
Der er sabelslugere, tennisspillende agenter, turbanbærende henchmen, dræber-yoyo’er, knivkastende tvillinger, kanonkonger, bratwurst gnaskende tyskere, en gallej fuld af kvinder, en krokodille-ubåd, en prins der snyder i backgammon og meget mere i en film, der indeholder både nogle af de mest fjollede, mest alvorlige, mest romantiske og mest intense øjeblikke i Roger Moores film som Bond, og værterne har svært ved at finde ud af, om den skal placeres i samme kasse som Moonraker eller For Your Eyes Only.
Lyt med, når vi prøver at afgøre, om Octopussy er en All Time High eller Bottom of the Barrel oplevelse. Fik vi nævnt, at det hele starter med, at Bond flyver ud af bagenden på en hest?
Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj