Afsnit 164: Steven Spielberg Podcast 11 - Empire of the Sun Part I

Filmpodcast For Folket - En podkast av Filmpodcast For Folket

Kategorier:


FFF tager en tur til krigstidens Shanghai sammen med Onkel Steven for at se nærmere på Solens Rige, der var Spielbergs opfølger til Farven Lilla på hans rejse mod at blive den modne filmskaber, der få år senere endeligt var klar til at se sin slægts fortid i øjnene i sit sort/hvide hovedværk. I dagens afsnit dykker vi dybt ned i filmatiseringen af JG Ballards bog og gennemgår alle detaljerne, der viser, hvordan denne filmvar et uvurderligt skridt på vejen i Spielbergs kunstneriske udvikling.



Christian Bale spiller (næsten) Ballard selv, der som stor dreng så sit priviligerede overklasseliv smuldre for sine øjne, da hans forældre forsvinder i havet af flygtende mennesker under japanernes invasion af Shanghais internationale zone i december 1941. Her starter drengens rejse fra barn til voksen i en af de mest dramatiske coming of age historier, der nogensinde er bragt op på det hvide lærred.



Spielberg fik historisk adgang til flere af de rigtige locations i Kina og genskaber et for mange ukendt kapitel af anden verdenskrig. Vi tager dig selvfølgelig både med ud på en gennemgang af de historiske aspekter og sammenligninger mellem bog og film, men vi fokuserer i høj grad også på Spielbergs fortsatte afsøgning af relationen mellem børn og deres forældre, på det naive verdensbillede der udfordres og på Spielbergs egen udvikling som filmskaber. Er han blevet klar til at tackle de mørkere sider af tilværelsen, eller føler han sig stadig nødsaget til at gemme sig bag sine trygge filmtricks og sentimentalitet?



Der er meget at tale om, når snakken falder på en af de mindre eksponerede film på instruktørens CV. Empire of the Sun nåede ikke de sædvanlige Spielbergske højder økonomisk og hos anmelderne kom den til kort overfor en film, mange mente den havde store tematiske og geografiske sammenfald med: Bertoluccis episke værk, Den Sidste Kejser.



Lyt med når vi taler alt fra Christian Bales debut på podcasten til afskeden med Allan Davieu som Spielbergs primære 80’er-fotograf.
Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Visit the podcast's native language site