Afsnit 162: Flash Gorden Podcast 03 - Flash Gordon Conquers the Universe Part I

Filmpodcast For Folket - En podkast av Filmpodcast For Folket

Kategorier:


I 1940 udkom tredje og sidste af Universals oprindelige Flash Gordon serials. I dette afsnit dykker Filmpodcast For Folket dybt ned i tønden med Mongo-vanvid for at finde ud af, om serien fik dødsstødet på grund af faldende kvalitet eller om Jens Lyn stoppede på toppen.



Fra første kapitel er det tydeligt, at den eskalerende krig i Europa også har sat sit præg på den anden side af Atlanten. Forfatterne trækker Real World konflikten ind i handlingen og taler om en planet plaget af diktatorer og ufred. Samtidig rammes Jorden af angreb udefra verdensrummet, da et mystisk pulver har gjort sit indtog i atmosfæren og forårsager skræmmende dødsfald under det farverige navn Den Lilla Død. Det er selvfølgelig vores alle sammens favorit intergalaktisk superskurk, Ming den Nådesløse, der (igen igen) står bag.



Lykkeligvis er vores helte, Flash, Dale og Zarkov, ikke gået helt på pension endnu. De har lige krudt nok i raketskibet til at tage endnu en tur mod det uendelige univers for menneskehedens bedste. Denne gang skyder Zarkov ikke forkert (man forestiller sig en detour til Venus, Jupiter eller Uranus…), for målet er ikke Mars som sidst, men en tur tilbage til arnestedet for de tvær-planetariske skærmydsler fra første sæson: Mongo. Her lander vores venner i skovriget Arboria, hvor den gamle kending Prins Barin har været en tur i biografen og er blevet så begejstret for Errol Flynns Robin Hood, der var en landeplage i USA to år tidligere, at han både har skiftet kostumer til noget mere Sherwood-venligt, men samtidig også har beordret at alle mænd i hans rige skal have Robin Hood overskæg. Selv har han valgt at bytte sin skuespiller fra de to første sæsoner ud med en yngre og slankere model, der muligvis er langt mindre karismatisk, men til gengæld følte sig godt tilpas i det tætsiddende skov-spandex-kostume.



Sammen med Barin og en hel masse bikarakterer, som det tager FFF værterne de næste mange timer at få styr på, står kampen denne gang i alt fra is til flammer til trækroner til voldgrave og selvfølgelig på alle etager i Mings kejserlige palads (som måske burde omdøbes til diktatoriske palads, fordi også Ming må lide den tort at skulle omdefineres som en samtidspolitisk allegori og ikke længere benævnes kejser, men i stedet det noget mere militaristiske Diktator Ming).



Lyt med når vi tager hul på første halvdel af det endelige opgør med Jordens evindelige plageånd. Før vi kan få det klimatiske opgør, vi har ventet på så længe, skal Flash dog lige have fundet en løsning på det der lilla pulver, som Ming har sluppet ud i Jordens atmosfære. Måske han skulle låne den store rumstøvsuger fra Spaceballs?



Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Visit the podcast's native language site